Jeg var helt paf.
Havde godt på fornemmelsen, at det kunne ske, men havde alligevel ikke set det komme.
Det var nærmest som at være med til Babettes gæstebud – romanen af Karen Blixen, der fortæller om et himmelsk måltid serveret med den største elegance og kærlighed.
Og så skete det i min egen stue. En helt almindelig torsdag.
Det var ganske vist i den pæne stue, for vi havde gæster langvejs fra.
Faktisk var det først sidst i måltidet det gik helt op for mig, hvad det var, der skete.
Da han fra den anden ende af rummet, uden en lyd, spurgte mig, om vi ville have kaffe? Og lidt senere om der var andet, vi ønskede? Stadig uden en lyd og uden nogen opdagede det.
Da gik det op for mig, at jeg var en del af noget større end blot et måltid.
”Sanne, du må forstå, at du er værtinden – om du vil det eller ej,” sagde han, da jeg kom over i restaurantens køkken i morges og takkede Bille vores kok, der havde lavet maden og serveret den for os i aftes.
”Det er dig, jeg holder øje med for at se, hvordan måltidet går, hvor langt vi er og hvem der mangler noget. Nu skal jeg lære dig nogle små fif,” sagde han og begyndte at forklare.
Jeg lærte meget i dag og i går.
Jeg lærte, at selvom jeg godt kan lide at gå i træsko, så skal jeg også forstå min rolle, når jeg træder op i stiletterne.
Bille lærte mig i går fornøjelsen ved stiletter.
I stiletterne kan jeg være med til at skabe en sublim oplevelse for andre. Helt anonymt og usynligt. Uden gæsterne ved, hvad det er, der sker og hvordan velbehaget indfinder sig. Det sker bare.
God weekend – fodtøj kan bruges til meget.
Sanne (Brodersen, Gram Slot)
forrige nyhed