Regeringen og arbejdsmarkedets parter offentliggjorde søndag en aftale om at give en hjælpende hånd til de medarbejdere, der er i fare for at miste deres job på grund af corona-udbruddet. Haderslev Erhvervsråd tilbyder vejledning om trepartsaftalen til alle virksomheder i kommunen og ikke kun erhvervsrådets medlemmer.
”Jeg vil gerne anerkende vores erhvervsråd for det samfundssind, de udviser. Lige nu står vi alle sammen i en svær situation, men især vores virksomheder er hårdt pressede af ordrenedgang og flere risikerer at gå konkurs. Vi har brug for alle virksomheder i Haderslev Kommune, og derfor er jeg også glad for, at Haderslev Erhvervsråd ikke skelner mellem, hvem der er medlemmer og hvem, der ikke er”, siger borgmester H. P. Geil.
Med trepartsaftalen sikrer regeringen og arbejdsmarkedets parter, at virksomheder, der oplever ordrenedgang og færre kunder som følge af COVID-19 og derfor ikke kan beskæftige deres medarbejdere, i tre måneder kan få delvis refusion for afholdte lønudgifter. Det sidder Haderslev Erhvervsråds konsulenter klar til at rådgive om.
”Vi er altid klar til at tage imod alle typer af henvendelser fra virksomheder i kommunen. Det er vigtigt, at vi får virksomhederne bedst muligt igennem denne periode, så vi også har et godt potentiale, når vi kommer ud på den anden side af denne helt særlige situation”, siger Johans Schmidt, formand for Haderslev Erhvervsråd.
Alle virksomheder kan henvende sig og få hjælp hos erhvervsrådet via HER.dk