“-Det er Sønderborg Politi”….. Nej det er det så ikke.
Rigtigt mange borgere fra hele landet henvender sig i øjeblikket til Syd- og Sønderjyllands Politi om et forsøg på fup.
De bliver ringet op af personer, der hævder at være fra ”politiet i Sønderborg”. Nummerviseren angiver da også et gammelt telefonnummer til politiet i Sønderborg.
De såkaldte politifolk forsøger at få borgerne til at give dem deres cpr-numre, kontonumre og andre oplysninger.
Fremgangsmåden bliver jævnligt anvendt af kriminelle, der angiver at være politifolk fra varierende stationer. De anvender teknik til at få det til at se ud som om, de ringer fra et andet nummer. I dette tilfælde politiets.
Dansk politi eller andre myndigheder vil aldrig pr. telefon kontakte borgere og bede om deres cpr-numre, bankoplysninger eller andre personlige informationer. Så læg roligt røret på igen.