I januar starter Kilden daghøjskole op – Haderslev Kommunes nye tilbud til demente, der er diagnosticeret med demens enten tidligt i deres liv eller tidligt i deres sygdomsforløb og deres pårørende.
Tidligere på året fik Haderslev Kommune lidt over en halv million kroner fra Sundhedsstyrelsen til dagsaktiviteter for yngre demente. De penge er nu blevet til Kilden – et tilbud til tidligt diagnosticerede demente og deres familier i samarbejde med Alzheimerforeningen, Ældre Sagen og Frivillighedens Hus.
”Jeg er rigtig glad for, at vi med Kilden har fået et tilbud til den gruppe af borgere med demens, der får stillet diagnosen tidligt eller i en ung alder. Demens er ikke kun en sygdom, der findes på et plejecenter, og det er vigtigt, at vi også har tilbud til de familier, der ikke kan se sig selv på et dagcenter”, siger Holger Mikkelsen, formand for Voksenudvalget i en pressemeddelelse.
Kilden er et tilbud om daghøjskole, der starter i Sundhedscenter Vojens i januar og Sundhedscenter Haderslev i februar.
”Vi har valgt at lave vores tilbud som en daghøjskole tre lørdage, så der er god tid til at komme igennem de emner, vi skal omkring. Har man en demenssygdom, er det vigtigt, at tempoet ikke er for højt, og der skal også være tid til socialt samvær og at komme ud og få noget luft”, siger Ulla Lindberg, der er projektmedarbejder på Kilden og fortsætter:
”Deltagerne vil på daghøjskolen blandt andet blive meget klogere på, hvilken støtte de kan få til at klare livet med demens både for den demente og de pårørende, hvilke aktiviteter der vil være relevante for dem og i det hele taget på, hvad det er for en situation de står over for, når de skal leve et liv med demens.”
Første mødegang er i Vojens lørdag den 5. januar 2019 og herefter er der planlagt møder den 12. og 26. januar.
Derudover er der i Kilden også mulighed for ’drop-in’ i både Vojens, Haderslev og Gram. Her skal man ikke bestille tid, men kan bare komme forbi, hvis man har spørgsmål eller behov inden for demens.
Tiderne kan ses på haderslev.dk/demens