Mass Image Compressor Compressed this image. https://sourceforge.net/projects/icompress/
Haderslev

Nyt tilbud til unge musiktalenter

ed støtte fra Statens Kunstfond kan Haderslev Musikskole tilbyde gratis undervisning på musikskolen til 50 elever med særlig interesse eller talent for musikken. Projektet hedder Talentspirevipper og er en udløber af et andet succesfuldt projekt på musikskolen nemlig Musikklasser, hvor omkring 1200 børn får undervisning på et musikinstrument i skoletiden.
Alle folkeskoler i Haderslev Kommune har fra dette skoleår musikklasser, hvor elever på 2. og 3. årgang modtager undervisning på et musikinstrument i skoletiden i to år. I alt spiller omkring 1200 elever i 52 musikklasser på blandt andet violin, guitar, trompet eller klaver.
Nu videreudvikles musikklasserne med talentspirevipper med støtte fra Statens Kunstfond. Målet er at løfte musikklasserne ind i en hverdag med musik for så mange børn som muligt og fastholde de elever, der har særlig interesse eller talent.
“Musikklasserne er skabt ud fra en ambition om, at alle børn i kommunen skal have et aktivt møde med musikken gennem musikskolen. Men musikklasserne sikrer ikke, at elever med interesse for musikken søger ind i musikskolen, og heller ikke at elever med et særligt talent får mulighed for at udvikle sig”, siger Jesper Ry, leder af Haderslev Musikskole.
Det ændres der nu på med projektet Talentspirevipper. Haderslev Musikskole opretter 50 pladser til børn i musikklasserne, der har udvist særlig interesse eller talent for musikken. Tilbuddet er gratis for forældrene, og målet med projektet er at sikre, at børn med særlig interesse eller talent for musik har en naturlig vej videre til et helt liv med musik.
“Jeg glæder mig over, at Statens Kunstfond har valgt at støtte Talentspirevipper. Haderslev Musikskole vil med projektet skabe et stærkt musikmiljø, hvor børnene bliver ambassadører og får muligheden for at udvikle deres talent og måske på længere sigt få et aktivt musikerliv”, siger Kjeld Thrane, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune.
De elever, der kommer til at følge et talentspireforløb, vil modtage soloundervisning, undervisning i musikteori, deltage i workshops, spille i bands og ensembler.
“I Haderslev har vi et rigtig godt samarbejde mellem musikskolen og folkeskoler og daginstitutioner. Børnene møder musikskolen første tilgang i daginstitutionerne, og derefter bliver de en del af musikklasserne fra omkring 2. klasse. Med Talentspirevipperne har vi nu også et tilbud til elever i 4.-6. klasse, der har en særlig interesse eller talent for musikken og herefter har de mulighed for at blive optaget i talentklasserne på Sdr. Otting Skole med musik og sang i 7.-9. klasse. Det er rigtig godt for elevernes udvikling og for musikmiljøet i det hele taget”, siger Henrik Rønnow, formand for Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune.
Statens Kunstfond har i alt uddelt 5,8 millioner kroner i hele landet til 47 projekter for talentudvikling på musikskoler og i andre institutioner, der gør en særlig indsats for talentudvikling for børn og unge inden for alle musikalske genrer og miljøer, hvoraf Haderslev Musikskole fik det største éngangsbeløb på 600.000 kroner.