Peter Kofod Pressefoto
Peter Kofod Pressefoto
Politik

Næste stop Bruxelles

Peter Kofod Poulsen er godt på vej til at blive en vaskeægte komet i dansk politik.

Det gik rigtig hurtigt da den lærerstuderende fra Haderslev gik efter en plads i såvel by- som regionsråd. Det blev til imponerende stemmetal.

Det gik endnu vildere for sig ved det efterfølgende valg til Folketinget. I selvsamme storkreds som selveste partikonge Christian Thuelsen Dahl hentede sønderjyden, med de navnkundige bornholmske rødder, igen svimlende stemmetal.

Det udløste en lynkarriere på Christiansborg, hvor Peter Kofod Poulsen siden har beklædt sit partis post som retspolitisk ordfører.

Og nu har Dansk Folkeparti så en ny plan med Peter Kofod Poulsen.

Denne gang handler det om at tage handsken op efter Morten Messerschmidt når det gælder stemmer til EU parlamentet. Der er valg den 26. maj og det bliver med Peter Kofod øverst på stemmesedlen hos DF.

Der er noget at gå efter. Morten Messerschmidt hentede Danmarkshistoriens største antal stemmer ved det seneste EU parlamentsvalg. 465.758 danskere stemte den gang på DF’s spidskandidat.

Da Peter Kofod fik sæde på Christiansborg blev han lokalt berømt for at lade sit kontor udsmykke af brugerne af det beskyttede værksted ‘Kuglen’ i Vojens. Det var en både smuk, anderledes og billigere udsmykning end de kontorindretninger som ellers har det med at ramme overskifterne.

Måske kommer der nu ‘Kugle-kunst’ på væggene i parlamentsbygningen i Bruxelles?