Fodbold

Hvilsom viste vejen

Helt fortjent blev det Mads Hvilsom, som scorede kampens eneste mål i søndagens ‘sommerkamp’ på Sydbank Park. Den tidligere ligatopscorer har tørstet efter at spille en kamp fra start, og sagde ‘tak for tilliden’ med et solidt arbejdsraseri – og altså et sejrsmål i kampen imod Randers.

Med de tre point må man regne SønderjyskE som sikre på, at få endnu en sæson i landets bedste fodboldrække. Alternativt skal Randers hente hele 11 point på sønderjyderne i de sidste få kampe. Ikke matematisk umuligt, men praktisk meget svært.

Så i en uge, hvor der er blevet hængt med ørerne efter pokalkampen imod Brøndby, kunne publikum feste og hygge sig i solen på Sydbank Park.