Ishockey

Hvem bliver tilskuer nummer én million?

Når SønderjyskE Ishockey fredag aften åbner slutspillet med en hjemmekamp mod Rødovre, passerer tilskuertallet en magisk grænse. Tilskuer nummer 1.000.000 vil gå gennem tælleapparatet til en hjemmekamp med SønderjyskE Ishockey.

998.584 tilskuere. Så mange tilskuere har overværet SønderjyskE Ishockey på hjemmebane siden starten af 2004/2005-sæsonen, hvor Vojens-klubben kom under SønderjyskE-fanerne.

Dermed mangler der blot 1.416 tilskuere, før millionen bliver rundet, og det sker stensikkert i fredagskampen mod Rødovre Mighty Bulls, hvor SønderjyskE indleder slutspillet med en hjemmekamp i Frøs Arena.

Den markante milepæl på en million tilskuere tæller alle hjemmekampe i ligaen, pokalturneringen og Europa Cup-kampe, som har været afviklet i Vojens – først i den gamle hal, som blev kaldt for ”blikskuret”, og siden i den nye arena, der i dag hedder Frøs Arena.

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen har været med hele vejen, og det bliver et stort øjeblik for ham, når den magiske milepæl bliver hamret gennem isen fredag aften:

“Det er et kæmpe øjeblik, når gæst nummer 1.000.000 går igennem. Det er en stor historie for SønderjyskE og en milepæl, der siger spar to. Det fortæller noget om, hvad vi er lykkedes med i SønderjyskE Ishockey igennem tiderne. Det er vi stolte over,” siger Klaus Rasmussen.

SønderjyskE Ishockey har i denne sæson i gennemsnit haft 2904 tilskuere til hjemmekampene i Frøs Arena, hvilket er rekord for SønderjyskE i grundspillet.

Der bliver også tryk på fredag aften, når SønderjyskE tager hul på slutspillet, og når tilskuer nummer 1.000.000 går gennem tælleapparaterne, bliver det naturligvis også markeret.

Tilskuer nummer 1.416 – som altså gør millionen komplet – præmieres med en buket blomster og en spillertrøje med autografer.

Fredagens kvartfinalekamp mellem SønderjyskE Ishockey og Rødovre Mighty Bulls sættes i gang klokken 19.30.