Det er muligt at søge tilskud til renovering af ældre huse i Haderslev Modelfoto: pvproductions
Det er muligt at søge tilskud til renovering af ældre huse i Haderslev Modelfoto: pvproductions
Nyheder

Husejere i Haderslev kan søge pulje til fornyelse

Er du husejer og ejer en bolig, der er opført før 1960, så kan du måske få del i den pulje til bygningsfornyelse, Haderslev Byråd har afsat. Der kan søges tilskud til håndværkerudgifter til projekter, der afsluttes i 2021 eller 2022. Målet med støtten er at bidrage til en positiv arkitektonisk udvikling i det byggede kulturmiljø.

Haderslev Byråd har afsat en 1-årig pulje på i alt 1, 5 mio. kr. til bygningsfornyelse. Den kan søges af alle, der ejer en bolig, der er opført før 1960. Dog prioriteres bevaringsværdige bygninger eller bygninger, der indgår i et sammenhængende bevaringsværdigt kulturmiljø.
”Vi vil i byrådet gerne bidrage til, at boligejere prioriterer vedligeholdelsen af de mange flotte bygninger, vi har i Haderslev Kommune. Vi har en masse historie, som ses i vores bygninger og bymiljøer, og dem skal vi værne om, så godt vi kan”, siger borgmester i Haderslev Kommune, H. P. Geil.

Man kan i puljen søge tilskud til 50 procent af de tilskudsberettigede udgifter, dog 75 procent ved bevaringsværdige bygninger. Haderslev byråd har besluttet at fastsætte et maksimum på 300.000 kroner i tilskud pr. ejendom.
”Det er vigtigt, at de projekter, der søges om, fastholder eller forbedrer ejendommens bevaringsværdi og originalitet, så vi kommer til at se på det enkelte projekt og hvordan det bidrager til at fortælle vores fælles kultur og historie. Derfor vil vi også prioritere ejendomme eller projekter, hvor synligheden i forhold til det offentlige rum er stor”, siger H. P. Geil.

Projekterne, der søges om, må ikke være påbegyndt før, der gives tilsagn og det skal afsluttes i 2021 eller 2022.

Ansøgningsfristen for puljen er søndag den 24. oktober 2021. Interesserede kan læse mere på www.haderslev.dk/bygningsfornyelse