Haderslev Kommune har fået tilsagn om 2,4 millioner fra Sundhedsstyrelsen til et projekt, hvor holdidræt skal være med til at gøre psykisk sårbare og udsatte mere aktive og sunde.
I det næste år vil der være fokus på at få psykisk sårbare og udsatte gjort mere aktive og sunde. Haderslev Kommune har fået bevilget et tilskud fra Sundhedsstyrelsen på 2.4 mio. kroner til et projekt under overskriften: “Aktiv og Sund – Holdidræt for psykisk sårbare og udsatte borgere – Et læringsprojekt.”
Haderslev Kommune har gennem flere år haft fokus på motionens betydning for forebyggelse og sundhedsfremme for mennesker med psykiske lidelser, ligesom der også er en idrætsforening i socialpsykiatrien, der delvis er drevet af brugerne selv. Det arbejde vil nu med pengene fra Sundhedsstyrelsen blive løftet og styrket.
I projektet arbejdes der målrettet med, hvordan elementer fra holdspil kan påvirke fysiske, psykiske og sociale sundhedsaspekter.
Det er tanken, at der udvælges 3-5 kommunale botilbud og væresteder, der skal være med i projektet.
“Det er et spændende at se, hvor meget holdidræt og fysisk aktivitet kan betyde for netop den gruppe borgere. Vi håber, de vil opleve større trivsel og i det hele taget få forbedret deres fysiske sundhed. Samtidig håber vi også, at de ved at indgå i disse holdaktiviteter vil få styrket deres sociale kompetencer, handlekraft og fællesskabsfølelse,” siger Peter Isak, chef for Handicap og Psykiatri i Haderslev Kommune.
Et af formålene med projektet er også, at få medarbejderne klædt på, så de bedre kan støtte og hjælpe borgerne. Medarbejderne vil derfor få et sundhedsfagligt kompetenceløft.
Det er Socialpsykiatri og Misbrug, der er tovholder på projektet, men der er både flere interne og eksterne partnere med i projektet.
“UC Syd har sagt ja til at være med, og det er vigtigt for os, for de kan bidrage med både vigtig viden og har samtidig stor ekspertise på området. Derudover har vi selvfølgelig også brugernes egen idrætsforening VGH Syd med. Foreningen gør i forvejen et flot stykke arbejde,” siger formand for Voksenudvalget Holger Mikkelsen.
Om projektet:
Projektet går i gang nu og vil køre året ud.
Målgruppen er voksne i alderen 18-65 år med psykiske lidelse og evt. misbrug og som er tilknyttet et botilbud eller værested i Haderslev Kommune.
På baggrund af de erfaringer, der gøres i løbet af projektperioden, skal der udarbejdes et kursus til medarbejdere i Haderslev Kommune.
Sundhedsstyrelsen har bevilget i alt 2.392.063 kroner til projektet.
forrige nyhed
næste nyhed