Nyheder

Hobbybutik åbner i gågaden

Fra lørdag den 11 august er der et tomt butikslokale mindre i Haderslevs gågade. Det sker når hobbyshoppen.dk forventer at åbne dørene på adressen Storegade 27B.
Jan Poulsen der ejer butikken bor lige nu med sin kone Tanya i Odense, men har igennem længere tid haft ønske om at flytte til en anden by. Jan var i den forbindelse rundt at besøge forskellige byer, men et weekendophold for nogle år siden i Haderslev havde gjort indtryk på ham:
“Byens hygge og charme, gågaden, de gamle bygninger, parken og det at være tæt på vandet synes jeg var inspirerende”, fortæller Jan Poulsen.
Han foreslog derfor Tanya at køre til Haderslev så hun selv kunne se byen, og hun havde det helt på samme måde som Jan, så valget var ikke svært.

Derfor besluttede parret at flytte alt, dermed også firmaet Hobbyshoppen.dk som samtidig går fra kun at være webshop til kombineret web og fysisk butik, da der muligheden bød sig.
Kunderne kan stadig sidde hjemme og bestille i ro og mag, med mulighed for at afhente i butikken hvor det står pakket og klar til afhentning.