Nyheder

Haderslev på Folkemødet

Et af årets politiske højdepunkter er Folkemødet på Bornholm, der har etableret sig som folkets festival for politik. I år deltager Haderslev Kommune sammen med en række andre kommuner i Landdistrikternes Telt, hvor der skal netværkes, deles erfaringer og ikke mindst debatteres landdistrikternes udvikling.
Torsdag den 14. juni starter det årlige folkemøde på Bornholm. Haderslev Kommune sender i år en delegation på tre politikere og tre embedsfolk afsted. De er med i Landdistrikternes Telt, hvor Haderslev Kommune blandt andet er vært ved en debat om borgerbudgettering.
”Jeg ser frem til at deltage i debatten om borgerbudgettering og fortælle om, hvordan det har været en god motor til udvikling i landdistrikterne i Haderslev Kommune. Og så glæder jeg mig til at høre, hvad andre har gjort for at udvikle landdistrikterne, for jeg er helt sikker på, at vi kan lære noget af dem”, siger Allan Emiliussen, der er medlem af Landdistriktsudvalget og næstformand i Økonomiudvalget i Haderslev Kommune.
Udover kommunens egen debat deltager Haderslev Kommune også i Landdistrikternes Fællesråds debat om vækst i Landdistrikterne.
”Forudsætningen for vækst er bosætning, og derfor har vi fokus på at få tingene til at lykkes og åbne for det nødvendige nybyggeri i landsbyerne indenfor rammerne af Planloven. Men Planloven kan efter min mening godt være rigid, og det glæder jeg mig til at debattere med de andre kommuner og få deres syn på sagen, siger Bo Morthorst Rasmussen, der deltager i Landdistrikternes Fællesråds borgmestertopmøde i stedet for H. P. Geil.
Sidst med ikke mindst deltager Marie Skøtt lørdag i en debat om bæredygtige lokalsamfund og fremtidens nærdemokrati i KLs telt. Her skal hun debattere med politikere fra Middelfart og Fredericia Kommuner.
Delegationen fra Haderslev vil være på Folkemødet fra torsdag aften til søndag middag.

 

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Fakta
Fra Haderslev Kommune deltager Allan Emiliussen, Bo Morthorst Rasmussen, Marie Skøtt, Willy Feddersen, Charlotte Veilskov og Christian Haugk i Folkemøde 2018.

Haderslev Kommune deltager i tre debatter på Folkemødet:
Fredag den 15. juni klokken 10.30-11.30, borgmestertopmøde om vækst i Landdistrikternes Telt, Bo Morthorst Rasmussen deltager fra Haderslev Kommune.
Fredag den 15. juni klokken 13.30-14.30, debat om borgerbudgettering 2.0 og nærdemokrati i Landdistrikternes Telt, Allan Emiliussen deltager fra Haderslev Kommune.
Lørdag den 16. juni klokken 10.30-11.15, debat om bæredygtige lokalsamfund og fremtidens nærdemokrati i KLs telt, Marie Skøtt deltager fra Haderslev Kommune.
Landdistrikternes Telt på Folkemødet består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R), Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd.[/otw_shortcode_info_box]