Mette Juul Nielsen (tv) og Kirsten Besendahl (th) skal få flere til at vælge kommunale jobs Foto: Pressefoto
Mette Juul Nielsen (tv) og Kirsten Besendahl (th) skal få flere til at vælge kommunale jobs Foto: Pressefoto
Nyheder

Haderslev kommune i offensiven for flere kommunale jobs

Det halter med rekrutteringen på de kommunale arbejdspladser. Der mangler hænder i flere af de kommunale fag ikke bare i Haderslev Kommune, men på landsplan. Det skal Mette og Kirsten lave om på ved at finde nye medarbejdere og fortælle om alle fordelene ved et job i kommunen.

Dagtilbud og ældrepleje er de to store områder, der nu og i fremtiden kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Der kommer flere ældre i fremtiden og samtidig vælger færre end tidligere de kommunale jobs. En udvikling, der er rigtig ærgerlig, hvis man spørger Kirsten Besendahl, der netop er startet i en to-årig stilling, hvor hun skal være med til at rekruttere flere medarbejdere til ældreplejen.
”De medarbejdere, jeg møder på vores arbejdspladser i ældreplejen, er i vid udstrækning utroligt glade for deres jobs. De har en utrolig stor omsorg for de borgere, de hjælper, og en meget stor faglighed i forhold til at udføre deres arbejde. Men de mangler kolleger, og det er det, vi gør en indsats for at ændre på”, siger Kirsten Besendahl.

Det handler blandt andet om at få flere af de medarbejdere, der ønsker det, på fuld tid, samarbejde med Haderslev Jobcenter om at få ledige i job i blandt andet ældreplejen, lave en målrettet seniorpolitik, så flere medarbejdere bliver længere i faget og få ansat nogle af de ufaglærte medarbejdere i uddannelsesstillinger, så de i løbet af forholdsvist kort tid kan få job som faglærte.

Udover de initiativer, der er sat i gang på ældreområdet, har Haderslev Kommune fra 1. april ansat Mette Juul Nielsen til at arbejde med rekruttering. Hun kommer fra en stilling i Haderslev Erhvervsråd, hvor hun har været event- og medlemskoordinator, men skal fremover sælge jobs i kommunen i stedet. Et område hun tidligere har arbejdet med i Lidl Danmark.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på arbejdet. Jeg opfatter Haderslev Kommune som en attraktiv arbejdsplads, og det billede af kommunen vil jeg rigtig gerne være med til at bringe videre ud, uanset om det drejer sig om job i ældrepleje, dagtilbud, på rådhuset eller et helt andet sted”, siger Mette Juul Nielsen.

Formand for Senior- og Sundhedsudvalget, Allan Emiliussen, ser frem til, at indsatserne bærer frugt og understreger, at det er et område, der har særligt fokus i udvalget.
”Vi er i udvalget meget optaget af, hvad vi fra politisk side kan gøre, for at gøre det attraktivt at arbejde i for eksempel ældreplejen. De rammer, medarbejderne er i, skal være fleksible, så de har frihed til at udføre deres arbejde på en meningsfuld måde. Det lægger vi stor vægt på og vil arbejde med den kommende tid”, siger Allan Emiliussen.