Haderslev kommune logo
Haderslev kommune logo
Nyheder

Haderslev får værdi af det dansk tyske kultursamarbejde

Kunstnerisk hviskeleg, ny barokmusik, fotodokumentation af byrum og stopmotion animation for skoleklasser. Indholdet i det dansk tyske projekter, der i den kommende tid sættes i gang i Haderslev Kommune, spænder vidt.

Kulturaktørerne i Haderslev Kommune har for alvor fået øje på mulighederne i at lave kulturprojekter med en tysk samarbejdspartner. Bevillingsudvalg KursKultur 2.0 har uddelt midler til kulturprojekter i det dansk tyske grænseområde. Her bliver fire meget forskellige projekter med aktører fra Haderslev Kommune tilgodeset. Kunsthal 6100, foreningen Cantabile og Historie Haderslev er blandt dem, der har budt ind med dansk-tyske projekter.
”Det er rigtig dejligt, at kulturaktørerne i Haderslev Kommune byder så markant ind med kulturelle projekter med samarbejdspartnere fra vores naboland, Tyskland, De mange ansøgninger fra Haderslev er resultatet af et målrettet og fokuseret arbejde af vores kulturforeninger og kulturinstitutioner, samt fra kommunes side. Vi er overbeviste om at vi er på rette spor ved som kommune at åbne mulighederne for at vores lokale kulturaktører kan indgå i spændende projekter og samarbejder med vores tyske naboer. Vi glæder os til at følge projekterne og høste erfaringerne fra og med projekterne.”, siger formanden for Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune, Kjeld Thrane.

Haderslev Kommune er med i Bevillingsudvalg KursKultur 2.0, under Interreg-projekt ”KursKultur 2.0”, som bliver støttet af Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Fond for Regionaludviklingunder (EU). Bevillingsudvalget valgte på deres møde den 4. november bl.a, at støtte fire ansøgninger, hvor Haderslev Kommune er repræsenteret, med næsten 1. million kroner til de fire projekter.
”I Udvalget for Kultur og Fritid er vi utrolig stolte af, at så mange forskellige kulturaktører har budt ind med så forskelligartede projekter. Det er stærke kulturaktører, der vil formidling og som kan se mulighederne i at indgå i et dansk tysk samarbejde. Der venter en række spændende oplevelser for borgerne i forbindelse med projekterne – og vi håber, det vil give endnu flere lyst til at indgå i dansk tyske projekter”, siger Maria Damgaard medlem af Udvalget for Kultur og Fritid i Haderslev Kommune.

Både Kjeld Thrane og Maria Damgaard repræsenterer Haderslev Kommune i Bevillingsudvalg KursKultur 2.0, hvor Kjeld Thrane er formand.

Udover de fire projekter, som kulturaktører fra Haderslev Kommune er aktive i. så støttede Bevillingsudvalg KursKultur 2.0 også projektet ”Sommercamp”, som Haderslev Kommune er en del af, samt projektet ”Skolen og museet”, hvor Museum Sønderjylland, de fire sønderjyske kommuners fælles kulturinstitution, skal videreudvikle formidlingen af kulturarven på dansk og tysk med museets nye Bevaringscenter som platform for formidlingen.

De fire projekter, der bevilliges støtte til i Haderslev Kommune
- Transformationer i ler. Projektpartnere er Historie Haderslev og Christian Kassens Mindegaard og Gemeinde Jardelund. Bevilget beløb: 230.000 kr.
- Sommerbarock 2022. Hovedpartnere er foreningen Cantabile, Haderslev, Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseum og Schloss Gottorp. Bevilget beløb: 202.815 kr.
- Portræt af Haderslev. Hovedpartnere er Kunsthal 6100 og Muthesius Kunsthochschule, Kiel. Bevilget beløb: 244.490 kr.
- Stop-Motion og Animation. Hovedpartnerne er Haderslev Kommune og Bernsstoff Gymnasium, Kreis Schleswig-Flensburg. Bevilget beløb: 253.300 kr.

De to yderligere projekter, Haderslev Kommune har andel i:
- Sommercamp 2022. Hovedpartner er Aabenraa Kommune, Kinder und Jugendbüro Flensborg og Sønderborg Performanceakademi. Haderslev Kommune er projektpartner, og bidrager med 15.000 kr. til projektet. Bevilget beløb: 399.600 kr.
- Skolen og museet – lærerrollen i et eksternts læringsmiljø. Projektpartnere er Museum Sønderjylland og Freie Waldorfsschule Flensburg. Bevilget beløb: 105.250 kr..