Det spirende forår varsler højsæson for gymnastikopvisninger, og 3222 gymnaster er klar til opvisning i Haderslev Idrætscenter d. 7. og 8. marts.
Flere end 150.000 gymnaster fra foreninger, efterskoler og DGI’s landsdelshold sørger for, at der bliver fyldte haller til DGI’s forårsopvisninger i hele landet fra slutningen af februar og frem til april.
I DGI Sønderjylland er der i år i alt 13.277 gymnaster, der skal på gulvet til de fire sønderjyske forårsopvisninger. Det er 880 gymnaster mere i år sammenlignet med antallet ved sidste års opvisninger.
Formand for DGI Gymnastik, Hanne Lene Haugaard, ser frem til de mange opvisninger:
”Forårsopvisningerne er både et højdepunkt og et skønt punktum for gymnastiksæsonen. Her får vi mulighed for at vise de mange måneders hårde og sjove arbejde frem. Det er noget gymnasterne virkelig ser frem til,” siger Hanne Lene Haugaard.
2.500 publikummer
Der forventes i omegnen af 2.500 publikummer til forårsopvisningen i Haderslev, når indmarchen starter d. 7. marts kl. 9.30 i Haderslev Idrætscenter med et efterfølgende forrygende program resten af lørdagen til og med søndag – og de mange publikummer kan godt skrue forventningerne i vejret:
”Heldigvis er det næsten lige så skønt at se på glade gymnaster som det er at dyrke gymnastik selv, så de mange publikummer kan godt begynde at glæde sig. Vi er glade for, at så mange vil dele opvisningsdagene og glæden ved gymnastikken med os,” siger Hanne Lene Haugaard.
Gymnastikken rummer alle
Forårsopvisningerne er et godt eksempel på, hvor bredt gymnastikken favner.
Til opvisningerne kan publikum opleve alt fra de mindste børnehold, der slår kolbøtter og laver sanglege med forældrene i hånden, over REP-holdenes flotte serier og spring til motionsherrer og – damer fra hele Sønderjylland.
Alle bidrager til, at opvisningerne og gymnastikken giver plads til alle aldre og niveauer.
”At give opvisning er noget helt særligt for en gymnast. Uanset alder og niveau. Til opvisningerne mødes børn og ældre, unge og voksne, øvede og begyndere. Men fælles for dem alle er, at de mærker det samme sug i maven inden de skal på gulvet,” siger Hanne Lene Haugaard.
forrige nyhed
næste nyhed