Nyheder

Formand: Gode kår for de frivillige

Haderslev Kommune Frivilligcenter Haderslev og Haderslev Kommune har fornyet sin samarbejdsaftale, som varer indtil udgangen af 2021. Begge parter håber på et endnu tættere samarbejde de næste par år. Samarbejdet mellem Haderslev Kommune og Frivilligcenter Haderslev og Selvhjælp er blevet tættere. Igennem de sidste par år er der opnået et rigtig godt og tæt samarbejde, og derfor har det da heller ikke været svært for de to parter at underskrive en ny samarbejdsaftale, der varer indtil udgangen af 2021.
“Vi er rigtig godt tilfredse med det samarbejde, vi har med kommunen. Det er til alles fordel, at vi har denne aftale. Man kan sige, at vi understøtter hinandens arbejde. Kommunen støtter os økonomisk, mens vi har tilbud, der kan gavne borgerne fx når det drejer sig om ensomhed”, siger formand for Frivilligcenter Haderslev, Vagn Meck.
Udvalget støtter driften af frivilligcentret med 350.000 kr. årligt. Centret er paraply for de mange frivillige organisationer i Haderslev.
Haderslev Kommune formaliserede sit samarbejde med FrivilligCenter og Selvhjælp Haderslev tilbage i 2010 med en samarbejdsaftale. Den udløber i år, men er altså nu blevet justeret og underskrevet på ny.
Formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, Børge Koch, glæder sig også over samarbejdet med de frivillige, som yder en stor og uvurderlig indsats.
“Politisk kan vi være med til at sætte gang i en masse initiativer, men hvis ikke de blev bakket op og understøttet af ex. Frivilligecentret, så kommer vi ikke så langt. Haderslev Kommune er heldigvis beriget af rigtig mange engagerede frivillige, og jeg ser frem til, hvis vi de kommende år kan udbygge dette samarbejde og måske gøre det endnu tættere”, siger Børge Koch.
En samarbejdsaftale på det frivillige område har til formål at bidrage til skabe gode rammer for en mangfoldig frivillig social indsats, der fremmer borgernes aktive deltagelse og gavner deres sociale liv, sundhed og trivsel.
Den nye samarbejdsaftale varer indtil udgangen af 2021.