Skrydstrup Håndboldforening slår et slag for sammenholdet i byen, når der – på lørdag – arrangeres fastelavn.
“Vi ved at alle har en trav hverdag, og så kan det være svært at få tid til det hele. Men vi håber at mange vil deltage i arrangementet på lørdag,” lyder det fra håndboldforeningen.
Der indledes med fastelavnsgudstjeneste i Skrydstrup Kirke. Det er Peter Heini Glistrup, som prædiker. Gudstjenesten begynder klokken 10.00.
Klokken 10.30 fortsætter løjerne i Skrydstrup Kultur- og Fritidscenter (den gamle skole), hvor der er tøndeslagning og en hel masse sjov og hygge for hele familien. Entréen ved indgangen er 30 kroner for voksne og 15 for børn. Og med i prisen er der fastelavnsboller, kaffe, the, saftevand og kage.