Gram

Elever på Gram Skole modtog gave fra politikere

På Folkemødet på Bornholm tidligere i år modtog 7. årgang på Gram Skole forandringsprisen ved uddelingen af Verdensmålsprisen. I dag kvitterede Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune for det flotte arbejde med en gave til hele skolen; en basketballbane med Verdensmål trykt på pladen til kurven.

Hele skolen var mødt op i skolegården, da Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune i dag overrakte en gave til 8. årgang. Gaven kan bruges af hele skolen. Det er nemlig en basketballbane, hvor pladerne, der holder kurvene, har påtrykt Verdensmålenes farver og minder om, at 7. årgang (nu 8.) tidligere på året modtog Forandringsprisen under uddelingen af Verdensmålsprisen 2019 ved Folkemødet på Bornholm.

– Vi vil gerne anerkende det store og flotte arbejde, eleverne på Gram Skole har lavet for at udbrede kendskabet til FN’s Verdensmål. De har arbejdet seriøst, dedikeret og målrettet, og det har bragt dem hele vejen til Bornholm, hvor de tog Verdensmålsprisen med hjem til Gram. Det synes vi, der er grund til at fejre og anerkende med en gave, der kan bruges af hele skolen, siger Henrik Rønnow, formand for Udvalget for Børn og Familier,

Da Verdensmålsprisen blev uddelt under Folkemødet den 15. juni, var tre elever og to lærere fra 7. årgang taget til Bornholm, hvor de fik overrakt prisen af den daværende finansminister, Kristian Jensen.
– Det var en stor oplevelse for de elever, vi havde med, at opleve Folkemødet og at modtage prisen, og samidig har det været en rigtig god motivation og anerkendelse at få for det gode arbejde, de har lavet, siger Janni Krath, der er lærer på Gram Skole og har været med til at introducere eleverne til verdensmålene.