Fodbold

Ekstra fart på talentudviklingen

SønderjyskE Fodbold satser hårdt på talentarbejdet. Karsten Andersen bliver ny A+ træner og talentansvarlig på en fire-årig aftale.

Karsten Andersen kom til klubben tilbage i 2012, og den dygtige talentudvikler og træner har med årene fået mere og mere ansvar i SønderjyskE/HFK. De seneste år har han arbejdet som talentansvarlig og cheftræner på U19. Nu kommer han til at arbejde som A+ træner og talentansvarlig på fuld tid, og dermed får han endnu mere tid og rådighed til at præge talentafdelingen, når han ikke skal have fokus på et specifikt hold oveni. Hans fornemste opgave bliver at videreudvikle talenterne med fokus fra U16 til superligaholdet samt sikre den lyseblå tråd i hele talentarbejdet.

– Karsten er en hårdtarbejdende og faglig dygtig person, som har haft en stor aktie i de seneste års massive udvikling i SønderjyskE’s talentafdeling, siger sports- og talentchef Hans Jørgen Haysen.

Overliggeren er de seneste år blevet løftet, og det er ingen hemmelighed, at SønderjyskE arbejder hårdt og målrettet på at sikre sig en A-licens.
– Med denne ansættelse vil vi kunne tage endnu større steps og være endnu bedre klædt på til vores overordnede mål for næste sæson og generelt fremadrettet, hvilket er en A-licens, siger Haysen.

Som følge af de nye opgaver til Karsten Andersen skal U19-holdet have ny træner, og der bliver tale om en trænerstilling på fuld tid. Et stærkt signal til omverdenen om den høje prioritet, som talentarbejdet i SønderjyskE har.