Fodbold

Disciplinærsag mod SønderjyskE

Dansk fodbolds disciplinær instans vælger at åbne en sag imod SønderjyskE, for at få belyst om superligaklubben tabte søndagens udekamp imod FC Midtjylland med vilje, eller ikke gjorde sit bedste for at vinde kampen.

Det fortalte formanden for disciplinærinstansen, Jens Hjortskov, efter et møde i aftes. Til TV2 Sport sagde formanden blandt andet, at man havde set på kampens forløb. Både før, under og især i slutningen af kampen. Ligeledes har man diskuteret udmeldinger fra SønderjyskE efter kampen.

Udmeldinger, som ledelsen i SønderjyskE har brugt det meste af mandagen på at tage afstand fra og kommentere på. I et interview med JyskeVestjysten understreger direktør Klaus B. Rasmussen at ansvaret for den uheldige kommunikation alene er SønderjyskEs, og at man på ingen måde ønsker at ‘tørre den af’ på sine frivillige. Men det har, i denne sag, været uheldigt at klubbens kommunikation har været varetaget af frivillige ildsjæle, og at der derfor kom nogle udmeldinger ud, som ikke er i overensstemmelse med klubbens holdning og værdier, men mere afspejler nogle fans glæde over et SønderjyskE ikke landede i den modsatte nedrykningspulje.

 

To paragraffer

Der er to paragraffer i det såkaldte matchfixing regulativ, som sagen skal belyse om SønderjyskE har forbrudt sig imod. Den ene handler om at man altid skal gøre sit yderste for at vinde en fodboldkamp. Og den anden – og alvorligere – handler om at man ikke må tabe en kamp med vilje.

“Vi skal nu forklare os, men vi har næsten ikke lavet andet hele dagen. Vi er rigtig godt trætte af denne situation. Vi er sure og live ved at springe i luften,” sagde sportschef Hans Jørgen Haysen i et telefoninterview med TV2 Sport mandag aften.