Carl Skøtt har indsendt følgende til vores debatside:
Det er ikke kun på ledelsessiden, at VUC Syd har så store problemer, at hverken en ny direktør eller en ny bestyrelsesformand kan snakke sig fra dem – og så snakker de udenom eller siger slet ikke noget. Det bo, som den tidligere ledelse har efterladt, giver alligevel nye panderynker hver dag. Nu står VUC Syd tilsyneladende også i den situation, at institutionen er i akut pengenød.
Af årsrapporten fremgår, at VUC Syd kan komme i likviditetsproblemer – og noget tyder på, at virkeligheden allerede har indhentet den rapport. VUC Syd betaler nemlig ikke længere regninger, som for længst skulle have været betalt. Det tyder på, at institutionen er i alvorlige likviditetsproblemer.
VUC Syd skylder betydelige beløb til andre undervisningsinstitutioner. Forsøg på at få en afklaring er mislykkedes – det er end også forsøget på at få en forklaring.
Det betyder, at Undervisningsministeriet nu bliver blandet ind i sagen – og så må VUC Syd igen stå skoleret. Denne gang ikke med den betændte gamle ledelse i spidsen, men med en ny direktør og en ny bestyrelsesformand. Det er så også dem, der nu står med ansvaret for, at VUC Syd betaler sin skyldige gæld.
At Undervisningsministeriet igen skal blandes ind i noget, der burde være en ubetydelig detalje for VUC Syd, er ganske alvorligt.
VUC Syd trænger i ekstrem grad til en oprydning, og det kan kun ske gennem fyring af inkompetente vicedirektører og en retsforfølgelse af den tidligere direktør samt den gamle bestyrelse.
Havkatten Calle