Haderslev

Biskop årets taler ved lysfesten

Biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen bliver årets hovedtaler ved lysfesten i Haderslev den 4. maj.
”Jeg er glad og taknemmelig for opfordringen. Det er en stor opgave at finde ord for de mange tanker og følelser, vi samles med til lysfesten, men jeg tror, det er vigtigt, at vi sammen tænker over, hvad befrielsen og freden betyder for os i dag og i fremtiden”, siger Marianne Christiansen.
Biskoppen plejer at deltage i lysfesten som gæst, men i år får hun altså æren af at holde tale for de omkring 10.000 mennesker, der forventes at deltage i markeringen af Danmarks Befrielse.
”Det er skønt og højtideligt, at så mange mennesker samles foran kasernen. Det vidner om fællesskab i byen og samfundet. Fra jeg var helt lille, har 4. maj været noget særligt for mig, fordi vi tændte lys i vinduerne, og mine forældre fortalte om befrielsen. At Forsvaret og Haderslev Kommune går sammen om at holde det minde levende, synes jeg er enormt værdifuldt”, siger Marianne Christiansen.
Borgmester H.P. Geil glæder sig over at Marianne Christiansen har sagt ja til at holde årets lysfesttale.
”Marianne Christiansen er en dygtig og stærk kommunikator, og hun ved om nogen, hvad lysfesten betyder for denne landsdel. Det er en stor oplevelse at stå på talerstolen foran så mange mennesker, og det kan Marianne Christiansen godt glæde sig til, for det er et øjeblik, man ikke lige glemmer igen”, siger borgmester H.P. Geil.
Rækken af lysfesttalere gennem tiden tæller blandt andet H.K.H. Prins Joachim (2016), prorektor Lykke Friis (2017), en række ministre, professorer og folketingsmedlemmer.
Der har været afholdt lysfest i Haderslev siden 1950.
Marianne Christiansen har været biskop siden 2013 i Haderslev Stift.