Det øgede smittetryk i Danmark gør, at Haderslev Kommune aflyser egne arrangementer på Kulturhuset Bispen frem til 18. oktober. Det betyder blandt andet, at arrangementer i Trekantområdets Festuge aflyses.
I hele landet aflyses arrangementer lige nu for at undgå, at smittetrykket stiger. I Haderslev Kommune har man valgt at aflyse kommunens, og herunder Kulturhuset Bispens, egne arrangementer på Kulturhuset Bispen frem til 18. oktober.
”Lige nu er vi ikke hårdt ramt i Haderslev Kommune, men smitten stiger rundt omkring os. Derfor har vi valgt at aflyse de arrangementer, vi selv står for, for at være med til at holde smittetrykket nede”, siger Lotte Leth-Sørensen, der er leder af Kulturhuset Bispen.
Hun understreger, at det alene er Kulturhuset Bispen og Haderslev Kommunes arrangementer, der er aflyst, så skal man til et arrangement med en forening eller lignende, skal man kontakte arrangøren, hvis man vil vide, om det bliver gennemført.
Man kan følge med i, hvilke arrangementer der gennemføres, på bispen.dk.