Ishockey

SønderjyskE fyrer Ceman

SønderjyskE har dags dato valgt at fyre cheftræner Dan Ceman.

Inden sæsonen var målsætningen for ishockeyholdet at deltage i Final-4 og spille sig i DM slutspillet, som minimum nummer fire. Men målsætningen er ikke indfriet, derfor har SønderjyskE i dag taget konsekvensen af dette og fyret cheftræneren.

En af årsagerne til de manglende resultater skal blandt andet findes i, at holdet har været ramt af skader og Dan Ceman har i flere kampe kæmpet for at kunne stille hold.

“Der har været mange bump og sten på vejen i et efterår, hvor faktisk halvdelen af holdet har været ude med skader på samme tid. Dan Ceman har i den periode haft utroligt svære odds, og det har selvfølgelig ikke på nogen måde været rimeligt at vurdere de sportslige resultater, når han knapt nok har kunnet stille med et hold til kampene. Vi har derfor også vurderet overordnet på hele sæsonen så langt og ikke mindst på perioden fra december og frem til i dag, hvor truppen har været mere eller mindre intakt. Her har resultaterne ganske enkelt ikke levet op til forventningerne, og det har vi valgt at tage konsekvensen af nu”, fortæller sportschef Kim Lykkeskov til Sønderjyskes hjemmeside

Dan Ceman har været i SønderjyskE som først spiller og siden 2012 både som assistenttræner og siden cheftræner. Hans plads bliver overtaget af den nuværende assistenttræner Chris Straube som får hjælp i trænerboksen af sportschef Kim Lykkeskov hvor der er behov for det. Det nye makkerpars opgave bliver at klargøre holdet til de kommende play-in kampe.

Direktør i SønderjyskE Klaus Rasmussen udtaler følgende til klubbens side: “Vi har dyb respekt for hans indsats i klubben, hvor han både som spiller og senest i en række sæsoner på trænerbænken har leveret et flot og loyalt stykke arbejde. Han har altid været utroligt hårdtarbejdende, og har tillige i en meget svær periode i klubbens historie leveret en helt ekstraordinær indsats. Vi ønsker kun Dan Ceman det allerbedste for fremtiden. Vi er oprigtigt kede af, at vore veje skal skilles; men her har vi bare ikke kunne se en anden udvej”.

 

Se reaktioner på twitter om Ceman