TDC forbedrer nu den mobile infrastruktur i Haderslev markant sammen med den svenske virksomhed, Ericsson. Målet er at skabe et Digitalt Danmark med det bedste landsdækkende mobilnetværk og derfor udbygges mobilnetværket med forberedelse til 5G-nettet i hele Haderslev.
Mobilopgraderingen betyder, at der vil kunne komme enkelte driftsforstyrrelser i de kommende uger. TDC forventer, at andre mobilmaster i området tager over, så kunderne forhåbentlig bliver forstyrret mindst muligt.
5G vil være startskuddet til spændende fremtidige anvendelser såsom fjernstyrede robotter, droner, fjernoperationer og selvkørende biler samt øge mulighederne, for at den mindre iværksætter og den større, etablerede virksomhed kan udbygge sin position som digital frontløber.
”I Haderslev vil man på TDC’s mobilnetværk opleve markante forbedringer i forbindelserne. Og det bringer nye muligheder. 5G vil skabe fundamentet for digitale fremskridt og TDC vil levere et mobilt netværk som er skabt til en fremtid, hvor flere og flere ting og maskiner bliver koblet på internettet,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NetCo.
Erhvervslivet bliver smart
Flere dimser og dutter får konstant en mobilopkobling, så man fra sin mobiltelefon fx kan styre varmepumpen i sommerhuset eller holde øje med, hvor bilen er parkeret. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor smarte landbrug, smarte byer og smarte industrier styres af intelligente sensorer, der er med til at effektivisere driften.
”Kigger man fx på produktionsindustrien vil 5G kunne bidrage til højtintelligente, sammenkoblede robotter, der kommunikerer sammen på produktionsbåndet. Ledende internationale eksperter vurderer desuden væsentlige indtjeningsmuligheder som følge af 5G-implementering i produktionsindustrien, som blomstrer i Haderslev,” siger Andreas Pfisterer.
Alt dette – og meget mere – stiller krav til høj kapacitet på netværket. Nettet skal være med til at sikre optimale, digitale udfoldelsesmuligheder for Haderslev mange virksomheder. Der er store gevinster at hente i erhvervslivet ved fortsat digitalisering og 5G-implementering, og derfor er der stor værdi i at udbygge mobilnetværket med 5G allerede nu.
Så lidt forstyrrelse som muligt
Dataforbruget stiger cirka med 40 pct. om året. Det stiller store krav til netværket. Hvis man som forbruger vil ride med på digitaliseringsbølgen og fx ønsker, at kvaliteten på yndlingsserien på favorit-streamingtjenesten skal blive bedre og bedre, så skal mobilnetværket opgraderes.
”Desværre betyder mobilopgraderingerne også, at man vil kunne komme til at opleve enkelte driftsforstyrrelser i de kommende uger. TDC forventer, at andre mobilmaster i området tager over, så vores kunder forhåbentlig bliver forstyrret mindst muligt. Vi beklager de gener, arbejdet måtte medføre,” siger Andreas Pfisterer.
Implementeringen af 5G vil ske gradvis, og først fra udgangen af 2020 ventes de fleste mobiltelefoner at kunne understøtte 5G. TDC forventer derfor først at tænde for 5G-netværket i slutningen af 2020.