De kigger sigende på hinanden,
men siger ingenting. Den fælles forståelse behøver ingen ord.
De ved, hvad den anden tænker alene ved blikket, der bliver sendt.
Man skulle tro de var 80, og havde levet et langt liv sammen. Langsomt, men
sikkert oparbejdet en fælles forståelsesramme, hvor ord er overflødige.
Unødvendige. Alt er alligevel sagt i blikket.
Men de er ikke 80.
De er i omegnen af de 20.
Og blikket, der bliver sendt fra den ene til den anden siger; “Aijj,
prøv lige at se. Nu opfører mor og far sig igen som om, de er 80 år.”
Det sker mest, når vi forlader hjembyen, og kommer til storbyen vi ikke kender.
Hvor der skal betales parkeringsafgifter i anderledes automater, læses skilte
på fremmede sprog, hvor man ikke taler med alle man møder, og slet ikke går på
cykelstien, fordi der er for mange mennesker på fortovet. Hvor man i korte træk
lader som om man har styr på det hele – ikke mindst sig selv.
Når storbyerne indtages af hele familien er det, at den fælles forståelsesramme
slår til for alvor. Så sendes der blikke og de stakkels forældre hjælpes af
medlidenhed og overbærenhed – de er jo ved at være oppe i årene.
Mens blikkene flyver kan de knap 80 årige forældre ikke lade være med at more
sig lidt over, at man kan være 80 år på mange måder.
God weekend – Alder er en finurlig størrelse
Sanne (Brodersen, Gram Slot)