I går fangede de en alufælg til en Audi.
Forleden var det en gedde.
Og i sidste uge, da det var sommer for sidste gang i år, badede de på livet løs. Piger og drenge.
Ikke ligefrem vand jeg er vild med at bade i – der er så meget græs og tang! Men det rørte ikke børnene. De var travlt optagede af at have det godt med hinanden.
Det startede før sommerferien gik på hæld.
Da var det kun et par enkelt drenge, som stod med deres fiskestang.
Så kom der et par stykker mere. Efter ferien kom pigerne.
De lærte også at fiske. De tålmodige drenge viste dem hvordan og lånte gerne deres fiskestang ud.
Så kom nogle af forældrene ned og hyggede med børnene.
”De har fået et helt utrolig godt sammenhold i klassen efter de er begyndt at komme herned, det er virkelig godt for dem,” sagde en far en aften, jeg var ude at gå med hunden.
Højdepunktet var da de fangede en ATV i søen.
Hvor den kom fra vidste ingen ej heller hvor længe den havde ligget der. Men det var et stykke tid og den lækkede olie, så frivillige brandfolk kom og hjalp drengene med at få den op.
Nu står den i en garage og tørrer, så skal drengene se om de kan få pustet liv i den. Det skal der nok gå mange gode timer med.
Jeg håber, pigerne kommer og hjælper dem, for drengene er tålmodige og lærer gerne fra sig. Og de hygger sig imens og puster liv i både ATV og venskaber.
Men jeg håber også, at det bliver så koldt til vinter, at søen fryser til is. Så kommer de måske ned og står på skøjter. Så kan vinden igen bære deres glade stemmer ind i mine ører, når jeg går over gårdspladsen.
For jeg ved, at jeg vil komme til at savne dem, deres stemmer og vores små snakke, når efteråret har tvunget dem indenfor. God weekend – venskab vokser blandt venner
Sanne (Brodersen, Gram Slot)
forrige nyhed
næste nyhed