Fra på tirsdag den 10. september vil det give et klip i kørekortet, hvis politiet stopper en bilist med en håndholdt mobiltelefon.
Tidligere kostede forseelsen “kun” en bøde på 1500,- kroner.
– Det er glædeligt, at den planlagte stramning nu træder i kraft, så brug af håndholdt mobil og andre apparater koster klip i kørekortet foruden en bøde. Manglende opmærksomhed er et stort problem for trafiksikkerheden, og FDM håber og forventer, at risikoen for et klip i kørekortet i højere udstrækning vil få bilisterne til at lade mobil og andet elektronik være, fortæller juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange til fdm.dk.
Flertal bag nye regler
Det var et enigt Folketing som i december 2018 vedtog at stramme reglerne, således at det foruden 1500,- kroner nu også koster et klip, at blive taget med en håndholdt telefon under kørsel.
Foruden omfatter reglerne også brug af alt håndholdt tele- og kommunikationsudstyr som GPS og andet fastmonteret elektronik som forstyrrer kørslen eller tager opmærksomhed fra kørslen.
FAKTA:
I uge 9 blev der udskrevet 557 for brug af håndholdte telefoner, under en landsdækkende kontrol.
Antal bøder for håndholdt mobil:
2018: 22.434
2017: 19.916
2016: 31.675
2015: 40.947
2014: 43.661
Bøder er givet for kørsel i bil, bus, varevogn, lastbil, bus og knallert.
Kilde: Rigspolitiet