Siden februar har Haderslev Kommune været i gang med arbejdet med en ny cykelsti mellem Vojens og Over Jerstal. Fredag den 30. august indvies cykelstien med cykelture både fra Over Jerstal til Vojens og den anden vej – inden arrangementet slutter i Byparken i Over Jerstal.
Alle er velkomne til at tage en tur på den nye cykelsti mellem Over Jerstal og Vojens, når den indvies fredag den 30. august. Man kan enten møde op med sin cykel klokken 15.30 i Over Jerstal eller klokken 16 i Vojens.
Mødestedet i Over Jerstal er i den nordlige ende af Brombærvej, hvor man klokken 15.30 cykler samlet mod Vojens.
Mødestedet i Vojens er ved indkørslen til Kudsk og Nissums jorddepot, hvor den røde snor klippes klokken 16.00 af formand for Udvalget for Plan og Miljø, Thomas Vedsted, og formand for Landdistriktsudvalget, Bent Kloster.
Herefter går turen ad cykelstien tilbage til Over Jerstal, hvor der er kaffe, kage og saftevand frem til klokken 18.00.
Cykelstien mellem Vojens og Over Jerstal er en 3,9 km lang dobbeltrettet cykelsti. Den er budgetteret til 12 millioner kroner, hvoraf de 40 % finansieres at statens cykelstipulje.