Nyheder

Thorbjørn besøgte Produktionsskolen

Folketingskandidat Torbjørn Fristed besøgte i fredags Produktionsskolen i Haderslev.

På skolen går knap 85 elever, der alle har fået tilrettelagt et individuelt uddannelsesforløb. Her kan de vælge at følge en linje indenfor blandt andet metal, træ, køkken, SOSU, mediefag og natur.

Vi gør rigtig meget ud af at skabe fællesskab – her er man en del af noget, fortæller forstander Michael Dyrberg Lau.

Fælles for alle elever er, at de har mødt udfordringer på den ene eller anden måde. Der kan være eleven, der har oplevet mobning igennem skoleårene, eller eleven, der har faglige udfordringer, og derfor har været ved at opgive håbet om videre uddannelse.

– Vi oplever elever med angst, elever med et tidligere misbrug – elever der har haft vanskeligt ved at tilpasse sig, og det er dem, vi forsøger at løfte. Det er et massivt arbejde, men det er det hele værd, når det lykkes, fortæller Michael Dyrberg Lau.

Sammen med et par andre produktionsskoler har man arbejdet intenst med en sansehave – et område i Ørby, hvor man kan komme og slappe af, tage sin madkurv med og få en sanseoplevelse.

– Stedet henvender sig til børnehaver, handicappede, unge som gamle, og jeg er imponeret over det kæmpe engagement, eleverne har vist, lyder de rosende ord fra forstanderen.

– Det er tydeligt at mærke den autentiske omsorg, der gør sig gældende på skolen. Jeg har kæmpe respekt for det, skolen står for – det giver i den grad mening, udtaler den lokale folketingskandidat Torbjørn Fristed.