Kultur

Foromtale: Haabet

Teatret Møllen har 26. oktober premiere på “Haabet”, der fortæller om Danmarks aktive rolle i slavehandlen
Danmarks historie som kolonimagt og en stor nation, når det gjaldt handel med slaver, strakte sig over mere end 250 år. Den del af historien er først blevet glorificeret og senere stort set fortrængt, men selv om den ikke i dag giver anledning til stolthed, må den ikke glemmes. Det sidste hjælper teaterstykket “Haabet”, der har premiere på Teatret Møllen i Haderslev 26. oktober, med.
Stykket, der er bygget over en roman af Mich Wraa, fortæller ikke hele historien om slavehandel, men i bund og grund kun hvide menneskers historie om en tid, hvor mennesker med sort hudfarve blev betragtet med ringeagt og som andenrangs mennesker – faktisk blev umenneskeliggjort.
Vi er inde på en disciplin, der i årtusinder har gennemsyret samfundet. Fra tiden med trælle, der blev frataget frihed og værdighed, over tiden med enevælde og stavnsbånd, hvor kongemagt og kirke tyranniserede flertallet af borgere og videre til i dag, hvor fremmedgørelse og andenrangs-klassificering politisk er overført til borgere, der har en anden religiøs opfattelse end flertallet.
Det er ikke den historie, der fortælles i “Haabet”, men den vækkes til live. Ufortalt er også historien om de mennesker med sort hud, der med vold og tvang føres bort fra deres hjem for at blive gjort til slaver på De vestindiske øer, men alligevel glimtvis kommer til udtryk gennem Marie Lydie Melono Nokoudas spil på scenen. Gennem sit kropsspil forsøger hun at fortælle, at hun, selv om hun voldeligt er slavegjort, kan møde sin skæbne med værdighed og stolthed.
… eller præcis som en af vore gamle sangskrivere, Poul Henningsen, udtrykte det:

“Ingen er fangne, når tanken er fri”!
De ufortalte historier, der kan sætte tanker i gang, gør teater til noget ganske særligt, og når vi samtidigt bliver mere bevidste om, at vores fortid rummer store grusomme kapitler, er tillægsgevinsten god.
“Haabet” bringer os godt et par hundrede år tilbage i historien. Korrespondancer, dagbogsoptegnelser, logbøger og historisk korrekte dokumenter fra den tid flettes ind.
Selve handlingen udspilles dels på det gode skib “Haabet”, der i 1787 skal bringe slaver fra Guldkysten til De vestindiske øer, og dels på øen Sankt Croix.
Med i forestillingen er Møllens faste stab, Connie Tronbjerg, Klaus Andersen og Ole Sørensen samt Thomas Clausen Rønne, Marie Nokouda og Sheba Mikkelsen Hunter. Brian Wind Hansen har stået for dramatiseringen og Laura Rasmussen for scenografien, hvis trækasser og tæpper af tungt tovværk i samspil med lys og lyd giver en god forestilling om, hvornår vi er på skib og ø. Rasmus Ask Aagaard-Andersen har instrueret.
Endnu inden de sidste prøver er færdige, er den første succes hjemme. “Haabet” er solgt til omkring 30 opførelser i Haderslev og på turné.

Indsendt at Carl “Calle” Skøtt

[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Læs mere om spilletider med mere på http://www.teatretmoellen.dk/forestillinger/haabet[/otw_shortcode_info_box]