Gram

Andreas Bo på slotsvisit

De fleste kender Andreas Bo for det komiske talent. Ikke mindst er han vidt berømmet for sine parodier. Men det er helt andre talenter, som bliver luftet når han – sammen med sit band – gæster Gram Slot den 10. februar.

Her er der nemlig fokus på musikken – den akustiske musik. Med sig til Gram har Andreas Bo taget guitaristen Dennis Flacheberg og sangerinde og keyboardspiller Anja Axelbo. Der venter publikum et spændende møde med en anderledes dyb og poetisk Andreas Bo. Sangteksterne har hovedpersonen selv skrevet, imens det hovedsageligt er Nis Bøgvad, som står fadder til melodierne.

Koncerten i Den Holstenske Lade begynder klokken 21.00, og der er mulighed for at indlede aftenen med Slotstapas. Disse serveres fra klokken 18.00.

Billetter – med eller uden spisning – bestilles på Ticketmaster.