Haderslev

VUC-lærere står til fyring

Den ny direktør på VUC Syd, Asbjørn Nielsen, har informeret sine undervisere om, at et antal af disse vil blive afskediget. I øjeblikket pågår de nødvendige forhandlinger med de faglige organisationer, og derfor kan den nye ledelse på VUC Syd ikke oplyse hvor mange – og hvem – som kommer til at modtage en fyreseddel. Han lover dog, at det kommer til at ske hurtigst muligt, således at man ikke skal gå rundt i uvished. Alle fyringer ventes at være effektueret før sommerferien.

Fyringen af undervisere er blot endnu et kapitel i den oprydning, som er i gang ovenpå de mange afsløringer af frås, dårlig ledelse og økonomisk rod, som er kommet frem efter at Radio 24-7 søgte aktindsigt i VUC Syds regnskaber og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved stedets måde at bruge skatteyderkroner på. Senere er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet – STUK – kommet med en massiv kritik af VUC Syd, og har fremsat et krav om tilbagebetaling af et millionbeløb.

Forleden blev tre vicedirektører suspenderet og skal gennemgå en tjenestelig undersøgelse, ligesom en advokatundersøgelse skal vise om VUC Syds revisorer kan bringes for Revisionsnævnet. Og nu kommer turen så til en række hf undervisere, som – oplyses det – ikke har de nødvendige kompetencer til at undervise på stedet.