En banerekord, en sejr og en førsteplads i den britiske Gt4 serie. Det er hvad det sønderjyske motorsportstalent, Patrik Matthiesen, fik ud af en weekend med hårdt arbejde på Rockingham Motor Speedway i England.
Gode takter allerede i træningen blev fulgt op af en pragtpræstation i det to timers ‘endurance’ løb, som fandt sted i weekenden. Patrik deler sin GT4 racer med engelske Callum Pointon, som også er en ung komet. Reglerne foreskriver at bilen skal skifte fører midt i løbet, og taktikken var lagt således at Patrik skulle åbne.
[media-credit name=”Patriks bil ligger nu nummer et.” align=”alignnone” width=”300″][/media-credit]
Det gik stort set lige efter bogen. Bilen kom ud af starten på en andenplads og efter en lang dyst med McLarens GT4 bil, kunne Patrik levere bilen videre på en ret sikker førsteplads. Undervejs havde ‘Hammelev-knægten’ sat ny banerekord.
[media-credit name=”Der var god stemning efter sejren.” align=”alignnone” width=”300″][/media-credit]
Bil-kollega Callum Pointon svigtede ikke. Han holdt fast i førstepladsen hele vejen hjem, så parret kunne bestige podiet som vindere. Bilen indtager samtidig førstepladsen i den samlede serie, hvor løbet i weekenden var tredje runde. Næste runde er i weekenden 26.-27. maj på Snetterton Circuit i England.