Gram

Sannes tanker: Når kærlighed kikser

Sanne Brodersen fra Gram Slot skriver sine ugentlige tanker:

Ingen tvivl om, at de var forelskede i hinanden. Hans kurmageri blev besvaret af den udkårne med minutiøs nøjagtighed, så han ikke kunne være i tvivl om, at det skulle være de to.
Det var rørende at se. Men samtidig lidt tragisk, for som udeforstående vidste jeg, at kærligheden ikke ville holde i det lange løb. Det måtte ende i gold kærlighed.
Den unge svane fortsatte ufortrødent sit kurmageri til sin kommende livsledsager, mens jeg, med min datter ved min side, forlod det tragikomiske sceneri.
I mit stille sind håbede jeg, at lyset snart ville skifte så ruden, hvor svanen stod og gjorde kur til sit eget spejlbillede, blev oplyst. Så ville spejlbilledet af den kærlighedshungrende svane forsvinde.
Kun på denne måde ville virkeligheden vende tilbage for svanen, der havde forvildet sig ind i Narcissus’ blindgyde. Blindgyden, hvor virkeligheden forsvinder, og man har nok i sig selv og sit eget spejlbillede.
Jeg kiggede min datter dybt i øjnene, og lo sammen med hende over den forvildede svane, da vi fortsatte vores tur ud i virkeligheden. Uden hun opdagede det, satte jeg min telefon på lydløs, og lagde den dybere ned i tasken.
Jeg skulle jo nødigt ende som svanen og blive forblændet af mit eget skærmbillede.

God weekend – Kærligheden findes i virkeligheden
Sanne