Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har tiltalt fire mænd for overtrædelse af racismeparagraffen §266 B i straffeloven.
Den 24 september 2016 uddelte de fire på gaden i Haderslev hårlak i sprayflasker, der var forsynet med påskriften Asylspray. Den ene af de fire gentog begivenheden den 29. september 2016 på gaden i Thisted.
Da de anbefalede at bruge sprayen i selvforsvar mod asylansøgere, er de også tiltalt efter våbenlovens § 1 jævnfør § 2.
De fire er en 57-årig mand fra Vojens, en 49-årig mand fra Løgumkloster, en 27-årig mand fra Grenå-området og en 31-årig mand fra Kolding.
Den 27-årige mand er også tiltalt efter straffelovens § 266 b, stk. 2, idet det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet efter anklagemyndighedens mening har karakter af propaganda.
Der er endnu ikke nogen dato for, hvornår sagen kan behandles i retten.
forrige nyhed
næste nyhed