Foreninger

Forsamling blev indledt med stilhed

Ikke færre end 71 medlemmer var mødt frem da Lokalhistorisk Forening for Vojens-området havde inviteret til årlig generalforsamling. Her bød Preben F. Nørup velkommen, hvorefter forsamlingen mindede afdøde arkivmedarbejder Bent Jensen med et minuts stilhed.

Preben F. Nørup orienterede herefter om aftenens program, som i øvrigt begyndte med, at forsamlingen sang en vise: ”I Danmark sidst i 20’erne” med tekst af ukendt tekstforfatter på melodien ”Pigerne i Småland”

Så fulgte valg af dirigent. Bestyrelsen foreslog Helge Tobiasen som blev enstemmigt valgt.

Formand Preben F. Nørup aflagde derefter beretning for årets gang i foreningen. En beretning, som efterfølgende blev vedtaget uden kommentarer eller spørgsmål.

Så var det Arkivleder Agnes Svendsens tur til at aflægge beretning for årets gang i arkivet. Også denne beretning blev vedtaget uden spørgsmål, men med ros fra dirigenten:

“En forening med stor aktivitet,” sagde han.

Heller ikke kasserer Børge Bryld fik spørgsmål til sin orientering om økonomien i foreningen.

 

Forslag til vedtægtsændring

Formand Preben F. Nørup kunne oplyse, at bestyrelsen havde forslag til vedtægtsændring. Ændringen af vedtægten var blevet nødvendig, i det Lokalavisen Haderslev ikke længere udgives. Ændringen blev enstemmigt vedtaget. Og forsamlingen fortsatte med at være enig da kontingentet skulle fastsættes. Her valgte man at holde fast ved det 100 kroner per år.

Genvalg til de fleste

Så gik forsamlingen over til valghandlingen, Her blev Børge Bryld, Leif Petersen og Else Hansen genvalgt, samt Linda Søegård nyvalgt. Desuden blev Jens Peter Gram valgt som suppleant, Mogens Larsson som revisor og Theodor Schmidt som revisorsuppleant.

 

Preben F. Nørup takkede dirigenten for veludført job, og overrakte ham en velfortjent gave for aftenens job.

Der var ligeledes blomster til de afgående bestyrelsesmedlemmer Else Petersen og Oluf Gram (afleveret i forbindelse med opstillingen af generalforsamlingens udstilling). Generalforsamlingen sagde tak for indsatsen med klapsalver.

Fejende flot foredrag

Herefter fik professor og centerleder Johs. Nørregaard Frandsen – ordet, og han kvitterede med et fejende flot foredrag om ”Da landbolivet blev en by i provinsen: Den danske landbokultur 1950-2015” De store klapsalver efter afslutningen af foredraget vidnede om et stærkt og underholdende foredrag, som virkelig blev værdsat af generalforsamlingen.

Forventningerne til aftenens foredragsholder blev til fulde indfriet, og mon ikke de fleste gik hjem med tanken om, at det faktisk var længe siden de havde brugt lattermusklerne så meget.