DGI Sønderjylland, Marinehjemmeværnet og kajakinstruktører samarbejder om at øge sikkerheden for kajakroere. En stor øvelse i weekenden med kajakinstruktører fra hele Sønderjylland gav værdifulde erfaringer.
Kajaksporten byder mange store oplevelser, men sporten rummer desværre også risici, der i værste fald kan koste menneskeliv.
Den risiko vil DGI Sønderjylland og Marinehjemmeværnsflotille HVF 137 fra Aabenraa gerne begrænse.
Derfor afholdt HVF 137 og DGI Sønderjylland sammen med en gruppe af kajakinstruktører fra DGI’s medlemsklubber fra hele Sønderjylland lørdag formiddag en stor øvelse på Aabenraa Fjord ud for Varnæshoved.
Her var en gruppe kajakroere kommet i havsnød og måtte tilkalde hjælp via alarmcentralen, hvilket gav mulighed for at afprøve forskellige nødhjælps-apps til mobiltelefoner. Mens deltagerne ventede på hjælp fra hjemmeværnskutter MHV 910 Ringen øvede de sig i at give hjertemassage under de svære forhold på kajakerne.
Tre blev ‘reddet’
Herefter blev tre personer reddet fra kajakgruppen og bragt om bord på MHV 910 Ringen, hvor besætningen øvede behandlingen for hypotermi (kraftig nedkøling) og genoplivning.
“Øvelsen gav os mulighed for at afprøve vores teoretiske viden om sikkerhed til søs i praksis. Vi har gjort os mange gode erfaringer, som vi nu skal have formidlet ud i kajakmiljøet gennem kurser og vores dygtige instruktører,” siger Chresten Krogh, idrætskonsulent for havkajak i DGI Sønderjylland.
Kajakinstruktørerne kom fra VBIF Havkajak, Dyvig Kajak, Haderslev kajak Klub, Sønderborg Kajakklub, Ballum Kajak Klub og Gråsten Kajak Klub.
Med på øvelsen var desuden flere observatører, herunder Sonnich Nielsen, der uddanner førstehjælpsinstruktører, og læge Per Weiss Andersen, der selv er aktiv kajakroer.
Ny øvelse på vej
Marinehjemmeværnet og DGI Sønderjylland er allerede i dialog om at arrangere endnu en øvelse.
“Jeg er rigtig glad for det gode samarbejde, som vi har fået med Marinehjemmeværnet, og det er dejligt, at så mange kajakinstruktører vil bruge en fridag sammen med os på at dygtiggøre sig. Det kan være med til at redde menneskeliv,” siger Chresten Krogh.