Kjeld Thrane, formand for UKF, Allan Ørslev, formand for Haderslev Sangakademi og Thomas Berg-Juul, daglig leder af Haderslev Sangakademi Foto: Pressefoto
Kjeld Thrane, formand for UKF, Allan Ørslev, formand for Haderslev Sangakademi og Thomas Berg-Juul, daglig leder af Haderslev Sangakademi Foto: Pressefoto
Kultur

Haderslev sangakademi skal sprede sangglæde

De kommende tre år skal der blandt andet være mere fokus på korsang i landdistrikterne. Det er en del af den nye samarbejdsaftale, Haderslev Sangakademi og Haderslev Kommune netop har indgået.

Sang skaber fællesskaber. Og netop fællesskaber omkring sang kommer der endnu mere fokus på i den nye 3-årige samarbejdsaftale, som Haderslev Kommune og Haderslev Sangakademi netop har indgået.
”Vi er rigtig glade for, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med sangakademiet til glæde for de mange dygtige talenter, vi har i kommunen, men også at vi har fået skrevet landdistrikterne ind i aftalen, så vi får bredt sangglæden endnu mere ud”, siger Kjeld Thrane, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Aftalen betyder, at sangakademiet kan fortsætte sit arbejde med talentudvikling indenfor sang, samt opbygge yderligere netværk og indgå i tværkommunale samarbejder, som kan styrke arbejdet med sangtalenterne.
”Det er en fornøjelse at følge sangakademiets arbejde med talenterne, og i udvalget er vi glade for, at alle med interesse og talent for sang og korsang fortsat kan tage del i sangoplevelser – uanset deres forudsætninger”, siger Kim Kabelka, næstformand i Udvalget for Kultur og Fritid.

Den nye samarbejdsaftale sikrer Haderslev Sangakademi et tilskud fra Haderslev Kommune på 300.000 kr. de næste tre år.
”Det er ikke nogen hemmelighed, at samarbejdsaftalen med Haderslev Kommune er afgørende vigtig for os, og vi er derfor meget glade for aftalen er fornyet for endnu tre år. Med aftalen og dens indhold kender vi vore økonomiske rammer for de kommende år og kan fokusere på vore kerneopgaver, som er at understøtte elitekorarbejde for børn og unge, og skabe sangaktiviteter og sangglæde for så mange i Haderslev Kommune som muligt”, siger Thomas Berg-Juul, administrativ leder af sangakademiet.

Haderslev Sangakademi er en selvejende institution.