Debat

Debat: De sønderjyske helte skal hædres

Jon Krongaard, Thurøvej 89, 6100 1. Viceborgmester (DF)
Formand for Beskæftigelse- og Integrationsudvalget, skriver…

I Sønderjylland, og i Haderslev i særdeleshed, befinder vi os i en tid, hvor fortiden, historien og kulturen mere end nogensinde før banker på døren.

I 2017 kunne vi fejre 500-året for reformationen, hvor navnlig vores kommunes lille hovedstad, jo spillede en meget væsentlig rolle, som dansk reformationsstad.

Året 2018 har potentiale til at blive lige så kulturel- og historisk betydningsfuldt, som reformationsåret. I år er det 100 år siden, at 1.verdenskrig ophørte. Danmark, som jo var neutralt under krigen, så anderledes ud, end det Danmark vi kender i dag, – navnlig i vores landsdel. Millioner af mennesker døde på slagmarken under 1. verdenskrig, herunder tusindvis af dansksindede sønderjyder. At de kæmpede på den tabende tyske side, er ikke det væsentlige, – men det er derimod det faktum, at de var dansksindede, og tvangsudskrevet til at tjene kejserens hær, som gør historien væsentlig for Sønderjylland, og Danmark.

Ved hjælp af det talte ord, dagbøger og breve til kærester og familier har man fra historisk side kunne fornemme den magtesløse situation, som de danske soldater i tysk tjeneste måtte udstå – og ydermere giver disse overleveringer fra fortiden os en klar indikation om, at nok var sønderjyderne i kejserens tjeneste, – men de var danske i hjertet.

For Dansk Folkeparti i Haderslev er det vigtigt, at vi får betonet den store betydning, som sønderjydernes kamp på tysk side, fik for det Danmark – og dermed også Sønderjylland, som vi kender i dag. En markering af 100-året for 1. Verdenskrigs afslutning fortjener den rette opmærksomhed, – for den er unægteligt en bærende del af genforeningen i 1920 – og af Sønderjyllands historie.