Cathrine Amilie Andersen pressefoto
Cathrine Amilie Andersen pressefoto
Nyheder

Haderslev Kommune ansætter til bosætning og vækst

Filip Dalengaard og Cathrine Amilie Andersen er ansat som henholdsvis vækstkonsulent og bosætningskonsulent i Haderslev Kommune. De skal være med til at skabe øget vækst og tiltrække flere tilflyttere til kommunen.
”Med ansættelsen af Filip og Cathrine får vi igangsat byrådets indsats, der på sigt skal være med til at skabe øget vækst og bedre velfærd i Haderslev Kommune. De får hver deres nøglerolle i arbejdet med vækst, uddannelse, beskæftigelse og bosætning, og jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at finde to så stærke kandidater til begge stillinger”, siger kommunaldirektør Peter Karm.

Cathrine Amilie Andersen får som ny bosætningskonsulent ikke svært ved at fortælle potentielle tilflyttere om kommunens kvaliteter. Hun er netop selv flyttet tilbage til Haderslev Kommune efter at have boet og arbejdet på Sjælland i en årrække.
”Jeg glæder mig meget til at formidle Haderslev Kommunes kvaliteter til potentielle tilflyttere. Her er gode jobmuligheder, skøn natur men også et helt specielt sammenhold, som er én af årsagerne til, at vi er flyttet tilbage. Jeg ser frem til at møde alle nye kolleger og samarbejdspartnere og ikke mindst til at få dialogen med dem, der overvejer at flytte til kommunen”, siger hun.

Cathrine Amilie Andersen er uddannet i digital marketing og har derudover en professionsbachelor i innovation, design and business. Hun kommer senest fra en stilling i København som customer relations coordinator hos en interesseorganisation for udlandsdanskere.
Filip Dalengaard får en nøglerolle i at realisere og styrke vækstområdet i den nyoprettede stilling som vækstkonsulent.
”Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde med vækst i Haderslev. Det er helt rigtigt set af byrådet, hvor vigtigt det er for fremtiden at tiltrække flere mennesker, virksomheder og ungdomsuddannelser. Haderslev Kommune er et dejligt sted med sønderjysk charme i bunden af det østjyske bybånd, så her er et kæmpe potentiale for, at det kan lykkes”, siger Filip Dalengaard.

Filip Dalengaard pressefoto
Filip Dalengaard pressefoto

Filip Dalengaard er uddannet cand.scient.adm. og har de seneste seks år arbejdet i Odense Kommune, hvor han har været leder af en udviklingsafdeling i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Han har arbejdet med forskelligartede, tværgående opgaver og mange af forvaltningens vækstinitiativer. Blandt andet udvikling af samarbejde med det lokale erhvervsliv og med tiltrækning og bosætning af velkvalificerede internationale medarbejdere og borgere til kommunen. Tidligere har Filip Dalengaard arbejdet for KL med interessevaretagelse og kommunalt samarbejde i KKR Syddanmark.