Fra onsdag den 31. marts åbner Haderslev Kommune endnu et test-sted med Covid-19 kvik-test, denne gang på Varbergvej 51 i Haderslev. Derudover har alle test-steder åbent en time længere hen over påske.
”Vi forventer, at der kommer mere tryk på testene hen over påsken. Derfor åbner vi endnu et test-sted og holder åbent en time længere end normalt hen over påsken”, siger Johannes Westergaard, der er leder af Træning og Rehabilitering i Haderslev Kommune.
På Varbergvej 51 har HAB været behjælpelig med at finde et egnet lokale i den tidligere restaurant SPICE, hvor man kan få Covid-19 kvik-test uden tidsbestilling fra onsdag den 31. marts klokken 9.
Derudover har alle kommunens kvik-test-steder åbent fra 9-20 fra onsdag den 31. marts til mandag den 5. april. Derefter vender man tilbage til de normale åbningstider, som er alle dage 9-19.
”Borgerne i Haderslev Kommune er rigtig gode til at lade sig teste. Derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at få flest mulige podere på hen over påsken, så vi undgå for lang ventetid”, siger Johannes Westergaard.
På www.haderslev.dk/test kan man se en oversigt over alle test-steder i Haderslev Kommune.